Selvværdsakademiet
Marie-Louise Wegener
Mastercoach, Shadow Facilitator, Enneagramnørd
25/4/2019
De seneste måneder er jeg uden tvivl landet mig selv mere end nogensinde. Fred og ro. En følelse, jeg faktisk ikke kender særlig godt.
Glæde, en følelse, jeg momentvis har oplevet, men ikke trives særligt godt i. Lykke og taknemmelighed fylder min krop med en dejlig varme 🌸
En overbevisning er i de sidste måneder kommet op til overfladen, hvilket har belyst, hvorfor det er svært for mig at trives i glæde, fred og ro.
Intet godt varer ved.
Av…. En overbevisning der set i lyset af min historie giver rigtig meget mening.
Det er jo sandt. Intet godt varer jo ved og det at flygte fra det gode og rare, ikke turde sænke paraderne og dvæle i roen, har været og er, en umulighed for mig. Det giver uro og en følelse af opgivenhed/magtesløshed
Fordi, hvad skal jeg så? Hvad skal jeg så bruge min krop til, hvis ikke jeg skal flygte og forberede mig på strenge tider.
Min krop har i 46 år været i alarmberedskab. Ikke en ressourcegivende tilstand, men en drænende og opslidende tilstand.
En tilstand af overfladiskhed og manglende forbindelse til de mennesker, jeg holder vildt meget af og som også elsker mig. En tilstand jeg ikke kan stoppe, bare lige, ikke uden at være komplet mindfuld - hvilket også forklarer min afsky for pilates og meditation.
Opgivenheden skræmmer mig. Hvad er der så at leve for? Uden mål og blot i lykke? Jeg må indrømme, at jeg er meget forelsket i følelsen af ro, glæde og lykke. Jeg har intet at frygte lige nu og alt at vinde. Men at være uden aggressivt mål, er for mig det samme, som ikke at ville være (åbenbart)
I skyggecoaching arbejder vi med begrebet ‘underliggende commitment’. En beslutning, en usynlig kontrakt med mig selv ud fra den overbevisning jeg har.. at intet godt varer ved. Min kontrakt lød ‘flyt dig hvis der ikke er fremdrift’ eller ‘‘jeg går til grunde, hvis jeg ikke handler’. Det giver mening, at jeg ikke bare må ligge der i haven…på ryggen og være lykkelig. Min erfaring har jo vist mig, at uvejret altid viser sig på en ubehagelig, uforudsigelig og utryg måde.
Der i lykken, er jeg let uden parader og letpåvirkelig. Det giver mening fordi med lykken kommer sårbarheden. Arrg....den sårbarhed. Frygten for at være til grin, være naiv og at blive knust. Betingelsen for lykke. Leve i absolut mod er at være sårbar. Så måske er det modet der svigter? Modig til at være lykkelig og bare være. Nyde og suge livet og lykken til mig. Jeg har alle værktøjerne, men mangler måske modet.
Jeg var en gang til teambuilding, hvor jeg skulle kaste mig bagover ned i armene på mine kollegaer. Jeg stod der forevigt…længe i hvert fald. Men jeg greb modet og lod mig falde. Banalt, men sigende for det jeg føler i dette øjeblik. Vide, at jeg har lige præcis de arme der er brug for omkring mig. At jeg har modet men, at jeg må altså selv kaste mig ud i det. Det kan ingen andre. De kan blot heppe og støtte. Også meget sigende for mit liv. Omgivet at de allerbedste og sindssygt meget kærlighed. Rigtig mange hepper på mig. Så hvorfor ikke bare falde bagover og kigge op i himmelen? Den lyser jo smukt blåt og lyst.
Så jeg må lave mig en ny kontrakt….et nyt commitment.
Mit nye commitment skal være: det er trygt at være lykkelig og at stå stille i glæden. Jeg kan godt leve i lykken….mærke den, også uden et aggressivt mål væk fra, hvor jeg er 🌸🌟
Så må gråvejret komme når det lyster. Den tid den sorg. Til den tid er der jo netop alle de mennesker, som jeg har brug for. Ikke mindst mig selv, som jo har overlevet strengere tider….end lykken ❤️❤️
Afsted med mig….. Og dig…. Vi kan godt 🌸❤️
Min mor og mig ❤️
18.august 2018
Jeg faldt over et billede af min moar og mig, hvor jeg er baby 🌸 jeg ligner min mor så frygtelig meget. Både af udseende, men også af sind. Vi laver begge to hele tiden gas, charmer og råber lidt for højt, når vi bliver frustreret. Vi er intelligente, men jeg har nok også hendes lidt svage nerver.
Måden vi tackler livet på, er faldet utroligt forskelligt ud.
Hun har måtte dæmpe sin sorg og angst med alkohol og offerrollen. Jeg er gået lige ind i min sorg og angst. Sådan da...ikke uden omkostninger og temmeligt hårdt arbejde. Men jeg har på en eller anden måde altid været stålsat på ‘at jeg ku mere’.
Det er 18 år siden, at jeg bad mine forældre holde alkoholen (og dermed dem) væk fra mig og mine børn. ( Dengang barn)
Jeg husker stadig friheden, jeg følte. Friheden over ikke skal skulle sloges med det uforudsigelige. At skulle pakke mig og mit sammen, for at høre på sludder og vrøvl. Følelsen af ikke længere, at skulle vælge side i en konfliktfyldt familie. Følelsen af, at jeg havde haft en valg hele livet, men ikke var klar over det, før beslutningen var truffet.
Følelsen af at være RELEVANT. For det var det...det jeg ikke var i de 28 år af mit liv i den konstellation. Relevant. Ikke plads til behov og omsorg. Kun til jammer og offer.
Jeg har i 18 år været glad for den beslutning. Det er ikke en beslutning, nogen som helst anden i et forhold med en afhængig, behøver at tage. Jeg ser ikke kun en sandhed. Det er min beslutning. Det der var rigtigt for mig. Mit behov. Jeg kan savne hendes latter og intelligens, men den druknede i krig og jammer. I bebrejdelser og manglende ansvar. Det eliminerer savnet - hver gang. Hun ku dæleme og komme med nogle guldkorn, som jeg stadig gentager i dag.
I min omgivelser for tiden, mister folk deres forældre, eller de skal tage sig ekstra af skrantende forældre. Circle of life. Det er selvfølgelig noget, der prikker til min beslutning om, at lade hende klare sig selv. Damen er jo 74 nu. Hver gang ender jeg samme sted. Jeg samlede hende op de første mange år af mit liv. Jeg har taget min tørn. Jeg har ikke længere ansvaret. Jeg orker det simpelthen ikke. Egoist? Dårlig datter? Måske... men ikke det jeg tænker om mig selv. Jeg tænker hun har valgt selv.
I de 18 år har hun rakt ud en gang. Med et sagsanlæg for at få penge. What an act of love 🙄....
‘Jamen hun er syg?’ Ja jeg ved det... det var min forklaring i mange år. Måden jeg pakkede mig væk. Ligesom at det var min forklaring, når jeg ikke kunne nå i mål med noget, at ‘min er alkoholiker’. Men sandheden er, at vi alle har et valg. Måske lidt hårdt, men jeg har betalt en pris i form af angst, lavt selvværd, ingen personlig grænsesætning, skam og skyld.
Nu sidder jeg her. Reflekterer igen... også en del af processen. Jeg er vant til det og hver gang har jeg en nysgerrighed på, om jeg skal handle anderledes. Jeg er også vant til at blive skræmt over hvor meget jeg ligner hende. På en rigtig dårlig dag, tænker jeg om dem tæt på mig, tænker ‘uha’ når de kigger på mig, fordi de ser hende.
Det er grove løjer - men her kommer(i mig) reminderen om selvkærligheden ❤️ vide, at selvfølgelig ser de mig ❤️🌸 mest 🙈 Og så nogengange min mor.... på godt og ondt.
Men om jeg er hende. Næ... jeg er mig.. på godt og ondt. Som det hele menneske 🌸❤️🦋💪🏻 og så er jeg min mors datter - på godt og ondt ku man sige 🌸
God lørdag til jer ❤️🌸
13/02-2018
jeg har fået lidt en slags reminder ovenfra - endnu en gang om, at praktiserer det, jeg prædiker 😌😌
Jeg er sindssygt efter folk, der ikke er super gode til at respekterer deres - ret ofte - TYDELIGE tegn fra kroppen om at geare ned.
Jeg spørger endda ‘hvor meget skal der til?’
Men indimellem er det jo, at jeg indser, at jeg er det dersens - helt normale, sårbare, søgende efter anderkendelse (og lidt klapsalver hvis muligt) slags menneske. I jagten på den, kommer jeg til TOTALT, at ignorere de der fuldkommen tydelige tegn på, at jeg bare skal ligge i sofaen og stene en sæson eller to af en helt forudsigelig serie. Der hvor der ikke er fare for uforudsigelighed og dybe spørgsmål der kunne starte de store tanker 🌸🙌🏻🙈
Jagten for mig går ud på, at løbe stærkt og nå alverdens slags projekter. Podcast, coache, marketingarbejdet, flytte ind hos kæresten, sammenbringe en familie, træne til Marathon, være veninde, søster, Mastercoach-studerende osv osv. ‘Jeg er træt’ hører jeg mig selv sige....’jeg må være syg’ mens jeg løber videre.
Så er det jo jeg selv forudsiger, at universet (eller nok bare kroppen) nok skal hjælpe dig. ‘Hvis du ikke gør noget, træder andre kræfter ind’ prædker jeg 🌸😌🙄 og jo tak...
Nu er jeg røget i jorden på to løbeture lige efter hinanden. Første gang besvimede jeg, mens jeg løb. Slog mig a ...... til. Pyh...intet brækket men temmelig forslået.
Meeeeen det er ikke vink med en vognstang nok. Fuld knald på møder dagen og ugen efter (jeg er jo uundværlig og skulle nødig gå i glip af noget) og selv om jeg både ømmer mig og føler mig syg, skal jeg da ud igen på en lang løbetur ugen efter. Knæet er blåt og såret, men hey ‘det gør ikke ondt, når jeg løber’ 🙄 afsted igen.
“Fint nok....” forestiller jeg mig universet tænker, bum ned i jorden igen, denne gang med hovedet til at tage fra. Flot 👏🏻 ‘hej brosten’ 🙄 Jeg får mig en stor bule og et smukt blåt øje, der nu har fulgt mig 3 uger.
Ok - godt ord igen. Jeg fatter det. Jeg er med. Nu skal det lyttes. Ingen andre end mig kan tage ansvar og handle. Jeg må atter råde mig selv, som jeg råder andre.
Jeg er det hele menneske! 🌸❤️
Jeg er stærk, også når jeg er sårbar og uden den ikke det hele menneske. At ligge sig og tage timeout er tegn på styrke og egenomsorg. Den største kærlighed til mig selv.
Jeg er god nok. Helt uden at foretage mig noget. Blot ved at slå det blå øje op om morgen 😉
Jeg er god nok. Bare ved at være ❤️❤️🌸🌸 og især ved at rumme HELE mig.
Og det samme er du 🌸🙏🏻❤️
Med ønsket om en dejlig søndag 🌱 i selvomsorgens navn 🙌🏻🌞
23/09-2017
Jer er ingen tvivl om, at jeg har arbejdet og stadig arbejder med mig selv. Det har jeg jo gjort i mange år. Ikke for at blive ‘bedre’ end alle andre, men får at få det bedre. Og det var der brug for ;) Som Sofia Manning siger - det er ofte de mest fucked up mennesker, der bliver de bedste coaches - den kan vi jo så lade stå.
Jeg ved, at jeg kan være i balance. Jeg ved også jeg indimellem prædiker ‘storsind’ og ‘ansvar’ til folk vender øjne. Jeg ser de fleste gange indad i en problemstilling. Langt mere end udad. Ind i mellem kan det sågar føles som om, at jeg lader folk ‘slippe’ når de virkelig sårer mig, er total urimelige eller andet, hvor jeg kunne stille mig stejlt og brøle. Men helt ærlig jeg gider ikke. Jeg bruger min reflektion til at acceptere, at vi har hver vores virkelighed. Din opfattelse af verden er sand, så at skulle få ret er ikke min største interesse. Jeg vil gerne i dialog og forstå, men du behøver altså ikke give mig ret før jeg er videre. Og jeg kan godt leve med at du ‘misforstår’ - vi har alle vores historie som vi tolker udfra.
Men indimellem bliver jeg alligevel min historie i sin rå ubearbejdede form
Forleden dag havde min kæreste været ufattelig sød, at pakke mit nyvaskede løbetøj i en pose jeg lige ku få med i bilen. I farten havde han ligesom pakket rub og stub - givet mig med i min bil og sagt ‘jeg kommer senere’. Da jeg kom hjem og pakkede ud, lå der ‘mærkelige ting’ som egentlig bare skulle blive hos ham. Straks begynder min historie, om at blive forladt (fordi hvem fanden gider i bund og grund holde fast i mig). Tankerne spinder - ‘var det derfor han ville køre i to biler? Fordi han slet ikke kommer? Tikker der en SMS ind om 2 minutter, hvor han gør det forbi? Nu græder jeg næsten, og tænker i alternative planer - så vil jeg aldrig mere have en kæreste, så beholder jeg hunden osv osv. Bom - helt nede i niveau og min historie styrer. Ingen logisk tankegang eller forståelse. Ingen selvindsigt. Sender en SMS, hvor jeg skriver, at det er som om, at han er ved at forlade mig. Stakkel .. Han er nemlig af den mere normale slags, der mener, at det skal vel være lidt galt, før man bare sådan går fra hinanden. Duh :) Han vil på ingen måde forlade mig og kigger lidt paf på mig; han ‘elsker mig jo’ (ikke en tanke jeg i situationen selv overvejer) og han skal jo bruge sin bil på arbejde (dobbelt duh!) Heldigvis kender jeg mig selv bedre og bedre, så hurtigere og hurtigere kommer indsigten og jeg ved, at jeg fortjener denne meganormale, skønne mand og jeg ved (igen), at man forlader jo ikke bare hinanden, uden en god grund i hvertfald.
Heeelt nede i niveau kan jeg dæleme også komme
Til morgen stod jeg i lufthavnen. Det sgu tidligt og jeg er ærlig talt møgtræt. Selv om jeg elsker London, så ville jeg måske hellere hente vores nye vuffer og hygge mig med familien. Nå, men det vrimler med rejsende. Spændte weekendrejsende - skoleklasser og familier. Langsomme ineffektive mennesker med fandens god tid. Og jeg gider ikke. Med dendersens selvindsigt prøver jeg efter bedste evne at lukke folk pænt ind, men jeg er sgu sur i dag. Mindste attemp fra andre på springe over i køen, bliver demonstrativt lukket ned. Stay the f... away. Min tur! Jeg bemærker mit humør, smiler (næsten) af det, men det virker ikke. Siger PYT adskillige gange, men det smager ikke af PYT. Ned til paskontrollen hvor der hersker kaos og usikkerhed - der er lidt uro om hvilke linjer vi kan benytte. Og stadig de larmende skole klasser. Mmmm kaffen smager godt.....pyt med de råber så højt, at hele CPH ved, at Amanda skal sidde med Clara...PYT... 😏
Nu sker der noget og folk vælter ind foran os i den ‘gode kø’ og især bliver jeg fældet af en familie, som jeg nu i mit hoved får pillet helt ned! Nu er jeg rædselsfuld fordomsfuld. Held i uheld åbner de en ny kø lige ved mig (Yay) men familien vil gudhjælpemig kravle ind over min kuffert og ind foran.... nu sker det.....lavere kan jeg ikke komme...’fucking nej’ (undskyld) det er min tur - og måske fælder jeg dem sågar.... jeg gider ikke mere nu. Det pisser så ham totalt af, som så også er nede i niveau nu.... hele familien står nu og kalder mig luder, og andre ting på svensk jeg ikke lige fanger... nu er jeg i minus...ser mig selv kalde dem små mennesker og direkte i mandens øjne ‘idiot’
Årh hvor jeg dog hader, når jeg er der. Hvor er alt det gode arbejde henne.. er det spildt? Hvorfor lod jeg dem ikke bare? Hvorfor skulle jeg sige idiot og se ned på dem? Indimellem popper ‘de var selv uden om det - karma score 1:1’ - men det klinger hult.
Jeg er sgu klogere end det. Og kan jeg tillade mig, når nu jeg skal hjælpe andre med at være i balance, sådan selv at være ude af balance? . Jeg burde jo være i evig zen tænker jeg.
Coacher for tiden én der skal vide, at hun gør sit bedste uanset. At være det hele menneske. Rumme de ‘nederen sider’ også. ‘Hold af HELE dig’ siger jeg.
Jeg elsker mennesker fyldt med fejl. De minder mig om, at jeg selv faktisk er skøn og elskbar, på trods af diverse mangler. Og at jeg behøver ikke ændre mig, for at være ‘god nok’ - det bedste ved os ligger i vores shortcomings...
Så der i flyet må jeg give et omsorgsgivende strøg på min egen kind, huske at den kan også glippe for mig - og for coachen. Holde af mig selv præcis som jeg er. PYT - tag det ikke så tungt. Det går altsammen. Jeg er god nok, selv om jeg kan blive smålig og knotten.
Ligesom dig. Du er også helt rigtig, som du er. Ved blot at slå øjene op om morgenen, er du som du skal være.
Vidunderlig weekend til jer.
Kram Malou ❤️
Copyright © Alle rettigheder forbeholdes
